Dagen startede med regn, så da jeg havde aftalt med Sebastian at være fremme tidlig eftermiddag, kunne jeg pakke i ro og mag og vente på opklaring i vejret.

Det var behageligt cykelvejr, ikke for meget vind og ikke for varmt og så gjorde det jo ikke noget at jeg heller ikke skulle cykle så langt kun ca 48 km.

Jeg skulle finde en sti, Los Gatos Trail, i San José og så følge den de sidste ca 11 miles. I San Jose havde de flere steder vist det hensyn, at male en grøn cyklist-bane på asfalten, det var godt for det virker som om mange amerikanere tror blinklyset skal slås til for dreje rattet. Endnu flere af dem har fundet ud af, at det er slet ikke nødvendigt, bilen kan udmærket dreje uden..

Jeg kom hen til et ret stort lyskryds uden grøn cykelbane og højresvingsbanen var tom. I ligeud banen holdt en kæmpestor lastbil og bag den en alm personbil. Nogen gange er det bedst som cyklist at placere sig langt fremme yderst til højre, men det kan være lidt rodet når bilerne må køre til højre for rødt hvis ikke der kommer trafik fra venstre. Jeg havde ikke meget lyst til at lægge mig ud i midten ved siden af den store lastbil, så jeg holdt mig tilbage ved siden af personbiler.  Da det skifter til grønt, sætter vi alle 3 i gang, men lastbilen svinger så til højre, jeg bremser op og laden den store få ret, da lastbilen er kommet rundt om hjørnet sætter personbiler og jeg i gang igen, hvorefter hun, tiltrods for hun ligesom lastbilen hold i ligeud banen, minsandten pludselig svinger til højre under 2 meter foran mig, uden at blinke eller se sig bagud. Jeg bremser hårdt op og undgik at blive påkørt. Jeg ånder lettet op, da jeg finder stien, som jeg kun skal dele med andre cyklister, fodgængere og det lokale dyreliv.

Endelig finder jeg vejen Beardsley og jeg er meget overrasket over at det er i bunden af en dal. Vejen slynger sig mellem kæmpe graner og jeg kan høre Fuglesangs og så VIPs råber Sebastian mig an, han har siddet og arbejdet på terrassen, der vender den vej jeg kom fra.

Det er dejligt at være fremme. Stor gensynsglæde og mange kram og jeg bliver helt rørt over situationen. Efter en rundvisning i det spændende hus, hvor en af terrasserne hænger ud over åen, der risler langs huset, bliver jeg indstalleret i gæsteværelset, der er en charmerende autocamper årgang 1976, total ægte retro.

Og så skal vi ned og hente Atlas i dagplejen, vi kører derned i deres "ellert" en Ford Mustang Mach-E, jeg skal selvfølgelig lige prøve at trykke speederen i bund fra stilstand. Du milde Moses den accelererer så man bliver helt overrumplet.

Nede i dagplejen går Sebastian ind og henter Atlas og jeg venter udenfor. Da Sebastian kommer ud igen med Atlas i favnen, misser den lille 8 måneder gamle fyr pga sollyset, men da han ser mig lyder han op i et smil og siger sit første (for mig forståelige ord) : "Ar - ar.... " Jeg er overbevist om drengen siger Farfar og genkender mig fra de mange gange vi har lavet lyde sammen via Messengers kamerafunktion. Så kan jeg ikke ønske mig mere, lige i det øjeblik løb lykkebægeret over. Resten af eftermiddagen var der masser af smil og efter aftensmaden og putning af Atlas, snakkede Sebastian og jeg til sent. Jeg gik lykkelig ud i gæstecamperen. Sikke en dag.