Hos Hertz, biludlejning var der alligevel lidt bøvl. Herovre fungerer meget via kreditkort, altså at man låner pengene og betaler af senere. Amerikanerne har udviklet et system, så man får en point placering efter sin kreditværdighed. Da Hertz tjekkede min kreditværdighed baseret på at jeg var amerikaner, ville systemet ikke samarbejde. Så blev der tilkaldt en mellemleder og han fandt ud af hvad der var misforståelsen og så blev mit kort godkendt og jeg kunne få udleveret en Mazda CX-30. Det er ikke en stor bil, men i går havde jeg afmonteret begge cykelhjul og når jeg så lagde bagsæderne ned i Mazdaen, så kunne stellet være der. Fint.

Det var lidt underligt pludselig at være billist i USA igen. Jeg kørte lidt i Californien for 2 år siden, da Sebastian og jeg skulle op i bjergene og stå på ski, men ellers har jeg ikke kørt bil i USA siden 1983 sammen med Rune. Og der er unægteligt sket noget med bilerne og trafikken siden da, og med mig... Jeg var kun lige kommet på motorvejen før jeg fik placeret mig forkert, fumlede rundt mellem to baner og blev dyttet af... Efter et stykke tid gik det og sidst på dagen føltes det helt afslappende.

Det var markant som landskabet ændrede sig vest for Kansas City. Det blev fladere og mere tørt, bebyggelserne blev færre og mere spredte og de fleste havde en markant kæmpe FAF (Fyns Andels Foderstof) silo lige midt i byen ud til hovedvej 50. Der var en uendelig række af charmerende gammeldags småskæve telefon / telegraf / elmaster langs vejen og så blev jeg glad over at se i hundredevis af vindmøller.

Jeg er ankommet til den legendariske Dodge City og bor på Wyatt Earp Blvd... på vej ind i byen kørte jeg forbi Boot Hill.... Jeg skal lige dyrke det der cowboy noget inden jeg kører videre mod Colorado i morgen.

Jeg var lidt sulten men har ikke lyst til de mange spise-kæder, McDonalds, Taco Bell, Dominos, Wendys osv så jeg gik lidt rundt i området og så en brugt Hummer til salg, men jeg kan ikke have den med hjem til dig, Anna. Sorry. Jeg fandt en lille undseelig mexicansk restaurant / cafeteria / cantina, der reklamerede med buffet, som de så ikke havde. I stedet kunne jeg pege ud og den smilende unge mexicanske pige øste op til mig på en plasttallerken. Mens jeg spiste den iøvrigt velsmagende mad, kom adskillige spansktalende mennesker ind og hentede mad, flere smilede venligt til mig og sagde noget, som jeg ikke forstod, men jeg nikkede og smilede igen.

Jeg sad og tænkte, det kunne være sjovt at have haft Laura med eller hendes spanskkundskaber, for der er ikke mange, der forventer en lyshåret kan tale spansk. Jeg kan ikke tale spansk, kun ca 10 eller 20 ord, men jeg kan lave lyde, der lyder som spansk, så jeg tænkte Hvorfor ikke..? Så da jeg var færdig med at spise, rejste jeg mig og gik over mod den unge servitricer og sagde "La queta por favor".. servitricen lyste op i et stort smil, sagde ivrigt noget jeg ikke forstod og så sagde jeg den eneste sætning jeg kan og som giver nogenlunde mening på spansk "habla sulemento un poco espaniol " men det var nok til at hun gav mig en High Five og spurgte hvor jeg kom fra osv og til afsked gav hun mig hjerteligt hånden og sagde en hel masse venligt jeg ikke forstod.

Smilet ER den korteste afstand mellem to mennesker.