I dag har jeg duftet nyslået græs.

Jeg var oppe ved 5.30 tiden og gjorde klar til at køre kort efter solopgang, som er ved 7.tiden. En hyggelig morgen snak med Trine på messenger mens jeg spiste lidt morgenmad, bønner og hårdkogt æg og en muffin. Jeg vurderede at det var lyst nok til at køre kl 7.30, så afsted med mig. I dag føltes anderledes. Jeg havde ikke noget bestemt jeg skulle nå, ikke nogen bestemt destination. Det mest sandsynlige var at jeg nok overnattede i St.Marys ca 40 miles væk, men tiden stod nærmest stille mens den ene mile efter den anden gik. Jeg fulgte den store Ohioflod sydpå, terrænet var rimeligt fladt (i starten), asfalten ok så det gik godt.

Jeg har lært at når man kører på cykel i USA, så er der mange forskellige ting man skal være opmærksom på og mange ting hvor man skal lade være med at tænke som en europæer. Først og fremmest har jeg lært at 99 % af opmærksomheden skal være på vejen og forløbet og kvaliteten af det stykke til højre for den hvide stribe, skulderen. Det meste af tiden er kvaliteten nogenlunde, men det kan skifte øjeblikkeligt. De fleste steder er der ca 60 cm skulder, men også det kan skifte uden varsel. I dag har jeg oplevet fra at have ca 2,5 meter superb ren fejet sort asfalt at køre på, til 1 meter revnet asfalt med grene og sand, til 60 cm ok (det meste af vejen) til 15 cm med en høj kant ned til højre mod autoværnet. Der kan ligge knust glas, sand, stumper af en bil eller et dødt dyr, som denne skræmmende opossum.

Det kan virke skæmmende når de larmende motorer og store lastbiler suser tæt forbi en forsvarsløs cyklist, især når der er vand på vejen, der bliver hvirvlet op. Men jeg bilder mig ind at jeg kan rette mit venstre øre bagud og høre hvad der er i vente. Det lyder ikke som en symfoni af Mozart, men når man har afkodet det er det ikke nær så skræmmende som det var i starten af denne tur; Personbilerne er svære at høre, men de virker heller ikke helt så voldsomme, når de kører forbi. Pickup tricks, hvoraf flere af dem har en voldsom stor og larmende udstødning med en diameter så stor at man nemt ville kunne proppe en mellemstor grapefrugt op i den, er nemme at aflæse. Hvis de giver voldsomt gas, er det for at overhale og hvis man kigger fremad og der ikke er modkørende er det fint, for 9 ud af 10 trækker langt over i den anden bane for at give plads.

Hvis man kan høre en af de store lastbiler bag sig, og de er fandme store og skræmmende, så finder man ud af, at igen er det 9 ud af 10, der viser hensyn og trækker langt udenom. Nogen gange kan man høre, at de ligger lige bagved og brummer som et stort rovdyr, men i virkeligheden er det jo ikke maskinen, men en ganske almindelig chauffør bag rattet, der afventer plads til at kunne trække ud. Dem man skal være opmærksom på og holde fokus på styret og forhjulet og holde sig så langt til højre som muligt, det er dem, der ikke ændrer omdrejninger i motoren, men bare suser forbi.. I løbet af hele dagen i dag oplevede jeg en enkelt, hvor jeg udbrød F... Der var du sgu for tæt på, jeg kører med regnslag og det kunne have hængt fast i dit sidespejl og så havde det været alt andet end godt. Så jeg stoppede og tog det af.

De sidste ca 20 miles ændrede terrænet karakter tiL at minde om den gamle landevej mellem Fredericia og Vejle med lange, meget lange stejle bakker, men selvom det satte ind med let regn, så havde jeg nu sat mig for at køre hele vejen til Parkersburgh, hvor jeg kan koble på den gamle Highway 50, som det hele tiden har været planen. Jeg kan fra motellet kigge ud på Highway 50