Da jeg i går kørte inde i området omkring Green Reef og San Rafael Valley, blev jeg fuldstændig overvældet af storheden. Det føltes næsten som at få lov til at køre i selveste Grand Canyon. Jeg anede ikke at Utah var så smuk og varieret, der er floder, der er prærie og så er der utallige kløfter skab af erosion og landhævning.

Hen under aften fandt jeg en lille statepark, hvor jeg kunne betale 10$ i en automat og lægge kvitteringen i forruden, så kunne jeg slå teltet op og overnatte lige ud til søen Otter Creek. En dejligt sted med fine toilet og badefaciliteter ligesom på en god alm campingplads. Der var ikke internetforbindelse så jeg kunne ikke skrive herinde. I stedet faldt jeg i søvn til bølgeskulvp og fuglelyde.

MEN ved midnatstide var det blæst voldsom op. Jeg havde slået teltet op i læ af bilen, men jeg blev vækket ved at vinden pressede teltet sammen med over mig. Jeg fik det presset tilbage op, men vinden insisterede, og fik teltet til at kollapse igen og igen så jeg overvejede hvad jeg skulle gøre. Jeg tog mit tøj på for at kravle ud og se hvad jeg kunne gøre og i det samme flåede vinden oversejlet af. Jeg fik pakket det krøllede telt ind bag i bilen, liggeunderlaget samme vej og så satte jeg mig på forsædet med sovepose over mig. Det blev ikke til meget søvn, men så var jeg vågen til at nyde solopgangen og et friskt morgen brusebad.

Jeg kørte tidligt ned til Bryson Canyon. Det var en smuk køretur, men selve Bryson nationalpark overgik mine vildeste forventninger. Aldrig har jeg set så imponerende og smukt et naturfænomen. Det var geologisk fantasi og poesi i en stor fabel. Jeg vandrede i flere timer og selvom det sine steder var lidt anstrengende så var det en positiv oplevelse jeg aldrig vil glemme. 

I morgen vil jeg i Utahs berømte Zion nationalpark og mens jeg kørte herned (jeg er faktisk lige i Arizona) kom jeg ad små bagvejen helt tilfældigt gennem Coral Pink Sand Dunes State Park. Jeg kan næste ikke fatte at der kan være så meget smuk natur i Utah.