Mandag 9. Maj fra Tracy til Fremont, Californien. 49 miles. Total 1585

I morges syntes jeg, at jeg havde god tid, så det var dejligt at snakke med Trine på messenger og høre mere om festen for Anders, der fyldte 60 og høre om Trines tur til Kbh søndag OG om de nye uartige høns hjemme i hønsegården i Lørup.

Minsandten om ikke også mine venner Morten og Rune (vi har været nære venner siden 1.G i 1978) ringede bagefter. En skøn start på dagen. Jeg havde besluttet mig for at tilbagelægge ca 45 miles til Fremont, så jeg cyklede først ca kl 9.15
Yr.no sagde ca 6 eller 7 sekundmeter fra vest, altså blandet side- og modvind, så jeg vil gerne invitere de ansvarlige hyggelige nordmænd fra yr.no til Nordamerika på en cykeltur sammen med mig, for det var snarere 8 til 10 sekundmeter i dag, og stik modvind.

Jeg skulle hen over nogle bakker, vi danskere ville nok kalde det små bjerge og uanset hvordan vejen snoede sig op eller ned, højre eller venstre, så gjorde de omkringliggende højdedrag at vinden blev accelereret i lavningen lige direkte i synet på mig. Jeg måtte arbejde for at holde farten omkring 5 til 7 miles i timen, jeg måtte sågar træde i pedalerne for at holde farten på ca 10 mph ned ad bakke. Jeg tænkte, det her kommer til ,at tage lang tid, men der er jo ikke rigtig noget alternativ. Jeg holdt en lille pause, spiste en fersken og noget tørret kød (beef Jerky) og drak lidt kold te mens jeg så på Google Maps. Der kom snart bebyggelse og dermed forhåbentlig også delvis læ.

Ganske rigtigt. De sidste 25 miles var mellem træer og bebyggelser, så vinden var ikke længere det store problem. Men vejen... Du milde, typisk for en cyklist i USA. Sine steder var der fint med plads til højre på "skulderen", andre steder 2 meter lækker ny luksusasfalt, andre steder slet ingen ting... Der var flere steder med vejarbejde og så stod der blot et skilt om at biler og cyklister skulle dele det ene spor der var, og hvor højre side var spærret af med betonklodser. Ikke noget med at informere om hvor langt det gælder. Find selv ud af det. Bilisterne var hensynsfulde til at holde sig bag mig når det ikke var muligt for dem at overhale mig, men afslappende er det ikke... Til sidst nåede jeg frem til Fremont og i morgen skal jeg kun ca 15 / 18 miles ned til San Jose og finde en sti på ca 11 / 13 miles op til Atlas og Sebastian. Britt er i Canada på "Tour" for at gøre opmærksom på sin nyeste bog, der udkom i sidste uge, heldigvis kommer hun hjem igen sidst på ugen.

Kommentarer

10.05.2022 19:07

Ulla

Nå, sådan ser du ud, Trines Henrik! Tak for det!

10.05.2022 08:07

Ejvind og også for Ritha

Hvor herligt her mod slutningen med en selfie.
God tur det sidste stykke.

10.05.2022 05:26

Amalie

Sådan! ❤️ Flot fyr