Egentligt havde jeg tænkt at skrive noget om hvordan måtte kæmpe mig vej gennem 16 miles med mudret opkørt skovvej, hvordan jeg flere gange måtte rense min kæde og gearskifter med en pind og med vand sprøjtet fra drikkeflasken. Jeg kunne have skrevet noget om hvor træls det var at en pind fra skovbunden lige præcist ramte min kædestrammer så den blev bøjet og cyklen ikke virkede (indtil jeg fik justeret den tilbage på plads i 2 forsøg) Jeg kunne have skrevet om hvordan jeg træt efter at have trukket cyklen en god del af de 16 miles nærmede mig Paw Paw tunellen og så var den lukket. Jeg kunne have skrevet om at jeg så måtte slæbe min cykel og bagage op ad en meget stejl og smattet bjergvej, op til toppen af bjerget 362 fod over tunellen, hvordan jeg undervejs mod toppen måtte krybe sammen under min poncho fordi der kom en kraftig halgbyge ELLER hvordan jeg i landsbyen fandt et B&B der ikke svarede på det tlf.nr der stod på skiltet, mens et regulært hagl og snevejr væltede ind over stedet.

Men det vil jeg ikke.

Langt hellere vil jeg skrive om hvor smukt der var fra toppen af bjerget, da halgbyge nummer 2 var ovre, og jeg nød udsigten over Potomacs slyngning, hvor man kunne se landsbyen Paw Paw, opkaldt efter den lokale og største oprindelige amerikanske frugt, som indianerne kaldte Paw Paw. Vel nede fra bjerget mødte jeg en mega langskægget mand og hans kone. Vi faldt i snak, de var fra en anden stat og han fortalte om da han cyklede på O&C for et par år siden og hvor han stred sig frem over bjerget og først nåede frem kl 5 om morgenen og indlogerede sig i Hancock på Super 8 motellet, hvor jeg var startet fra i morges. Jeg fortalte lidt om min tur og sagde at jeg ville finde B&B i Paw Paw. Det bliver svært, sagde de for der er vist ikke rigtigt noget for tiden, men tilfældigvis havde han en nusset lap papir i lommen med tlf nummer på en der hed Dan i byen Paw Paw. jeg skrev nummeret ned, vi snakkede lidt mere og så cyklede jeg over til byen.

Jeg gik ind på den lokale tankstation for at spørge og vej, pigen bag diskens sagde at der vist var et B&B lidt oppe ad gaden. Så spurgte hun og jeg ville have noget at spise, hvorefter hun på stedet lavede en faktisk velsmagende cheeseburger fyldt med frisk salat og tomat, det havde jeg ikke forventet på en tankstation. Min første burger på denne tur og så var den god. Jeg fandt ret let det faldefærdige hus med et håndmalet skilt udenfor Bike and Bath og et telefonnummer der ikke svarede... Jeg cyklede lidt rundt i byen for at se om jeg kunne finde noget , men ak, det begyndte at sne og jeg overvejede om jeg skulle overnatte i den åbne ende af tunellen... Så kom jeg i tanker om den langskæggede fyr og ringede til Dan. Det var så ham der havde B&B men havde fået nyt nummer. Han var lige ude at fiske efter ørred, men kunne være der efter 40 minutter (hvor jeg gik i en Dollar shop for at få lidt varme og ly for sneen) Dan viste sig at være en super flink fyr, der tændte for haveslangen så jeg kunne spule min cykel ren for mudder og hjalp mig med at bære cykeltaskerne ind, vi snakkede om det lokale dyreliv og så skulle jeg da lige smage den ørred han havde fanget i sidste uge og selv røget, mens han undskyldte, at han havde lidt rigeligt at se til for tiden, jeg spurgte om det var godt eller skidt, det der rigeligt, og så fortalte han smilende om den kvinde, han skulle på date med i morgen for første gang efter de havde skrevet sammen et stykke tid og fundet ud af at de begge har passion for at skrive poesi.

Så efter strabadser og øv sidder jeg nu tørt og varmt og gider ikke tænke på mudder og dumme pinde i kæden, men i stedet glædes jeg over det hele lykkedes trods alt.

I morgen bliver det tæt på frysepunktet så jeg vil cykle de ca 30 miles til Cumberland og der har jeg booket motel Super 8 i to nætter for det bliver meget koldt mandag... Måske mere sne