I dag blev så den sidste Mazdag. Jeg kørte videre fra det beskedne men rene og rolige motel i Bridgeport, videre på vej 395 på den gudesmukkke østside af bjergene Sierra Nevada, op mod South Lake Tahoe. Da jeg havde talt med Sebastian via Messenger i går aftes, havde han nævnt muligheden af, at jeg kunne krydse over bjergene, men det var usikkert om vejene var blevet farbare efter vinteren og i det hele taget åbne for trafik.

Da min gps forslog at jeg kørte NV på vej 89 prøvede jeg det og jeg skal love for det var både spændende på den nervepirrende måde og smukt at køre På en vej der slyngede sig opad nærmest som en hylde på bjergsiden, op over et bjerg ved Leviathan Peak i 8963 fods højde, ca. 2732 meter, hårnålesving og ingen autoværn.

Jeg havde godt på afstand bemærket, at på kæmpe områder var træerne ikke sprunget ud endnu... Troede jeg. Da jeg nåede op til dem kunne jeg se at det var sorte nåletræer uden nåle. De var brændt. Pludselig kunne jeg huske, at der var enorme skovbrande i Californien i 2021 og da jeg researchede på nettet, inden jeg ville skrive om det her på min side, var det netop området omkring vej 89 og op mod South Lake Tahoe der var særligt hårdt ramt. Det var både frygteligt og på en måde fascinerende at køre lige lukt igennem et så stort område, der for kort tid siden var et inferno af ild, død og ødelæggelse. Hist og her stod en muret skorsten og lidt fundament tilbage, alt andet af huset var fuldstændig væk. Det er imponerende, at de fleste af træerne stadig stod oprest. Mange steder var folk beskæftiget med at reparere vejen og ledningsnettet og skovarbejdere fældede løs af de utallige brændte træer der stod tættes på vejen. I området her brændte ca 700 kvadratkilometer det svarer til ca 10% af Sjælland, og lidt længere nordpå brændte ca 3000 kvadratkilometer, de to områder tilsammen svarer ca til halvdelen af Sjælland.

Jeg er på motel uden for det brændte område og her er skoven smuk og grøn med en hyggelig brusende flod lige uden for mit vindue. Sikke en kontrast.