Så har jeg rundet de 1000 miles... 1/3 af vejen. Det er tid at råbe Hurra for en 1000 milepæl og gøre status.

Mit oprindelige plan var, at jeg havde ca 55 dage (mellem Klaras barnedåb og Mamma Juuls 90 års fødselsdag) til rådighed til at cykle de ca 3000 miles / 4800 km og det kunne knebent lade sig gøre HVIS jeg kunne cykle ca 100 km / 60 miles om dagen og så var der stadig et par dage til at ligge over af den ene eller den anden grund. Nu er jeg nået 1/3 af vejen på 23+ dage, så jeg skulle kunne klare resten på 46+ dage, men jeg har kun ca 29 dage før jeg skal være i Los Gatos og nyde samværet med Britt, Sebastian og lille Atlas. Jeg må simpelthen se i øjnene at jeg mangler ca 20 dage for at kunne nå at cykle hele vejen Washington DC - Los Gatos, California.

Adapt, Improvise & Prevail.... 

Jeg vurderer, det er realistisk at nå yderligere 1000 miles på de næste 20+ dage. Det betyder jeg kan nå til Denver, Colorado i løbet af 20+ dage, og så er jeg ved at løbe tør for tid, inden jeg SKAL være i Los Gatos og NYDE tiden sammen med Britt, Sebastian og Lille Atlas. Når jeg kommer til Denver må jeg finde en løsning på en hurtigere transport til Californien ... AI&P

I dag har været en skøn cykledag. Bare følge Route 50 og nyde monotomien... "Er det ikke kedeligt?", har nogen spurgt, "Nej" ikke mere kedeligt end det er at gå langs en kornmark hvor duften pirrer dine sanser, hvor vinden bølger gennem kornet og himlen over dig skifter udseende... Ikke mere kedeligt end at sejle i en sejlbåd, der blidt vugger gennem den samme slags bølger igen og igen. Monotomien har sin egen rytme, sin egen symfoni, jeg vil kalde det bevægelsens ro. Monotomiens symfoni.

Ca halvvejs på dagens strækning dukkede byen Flora op og jeg forventede det samme som i alle de andre småbyer, jeg er kørt igennem, men første forvarsel var i udkanten, hvor en ca 35-40-årig kvinde med sin ca 10 årige datter stoppede i sin minivan og rullede vinduet ned for at høre hvad jeg var for en og om hun måtte tage et billede af mig.... Jeg spiste frokost på Subway og der kom en 60+ kvinde hen og ville høre hvem ,jeg var. Hun havde set mig komme ind i byen og nu var hun nysgerrig på hvad min mission var. Jeg gik fra Subway over til et Pharmacy for at få en solceeme-stick til næse og kinder. Der kom en venlig mand, John Bayler, hen og begyndte at tale med mig om cykling og Route 50. Han anbefalede mig at holde mig til 50 selvom min gps foreslog andet, og jeg fulgte hans råd og det var med til at gøre dagen i dag til en nem behagelig tur på gode gamle 50... Tak John. Samtidig gav han mig gode råd ifht hvilke områder i Saint Louis jeg skulle undgå, så min rute de næste par dage (hvor jeg havde planlagt at ligge over en dag og tourist'e i Saint Louis) kommer til at basere sig på det John fortalte mig og rådgav mig til.

Livet som cyklist i USA er udfordrende, angstprovokerende OG skønt.