Vejen vest ud fra St. Louis var en lang bebygget zone, der ikke hørte op de første ca 15 miles jeg kørte der. Det var den klassiske Route 66 fra Chicago til L.A., en fjer jeg gerne ville have i hatten, men jeg begyndte så småt at fortryde det.

Vejen var mildest talt elendig for mig som cyklist, hullet og med en masse larmende trafik. På visse strækninger havde man gjort sig umage med at male, mellem kørebanen (erne) og højresvingsbanen / parkeringsbåse, en ca 50 cm bred bane til cyklister, men jeg nød ikke at køre på den vej.

Pludselig er der en mand omkring min alder, der råber mig an. Han præsenterer sig som, Rick, og vi snakker frem og tilbage om cykling, han er ivrig amatørcyklist og har altid drømt om at cykle USA på tværs... Han råder mig til at stå af den trafikerede og hullede Route 66 / 100 West og i stedet tage første vej på højre hånd. Køre til enden af den og så til venstre, så ville jeg få ca 15 miles god cykelvej i det rigtige retning mod vest. Jeg takkede ham og fulgte hans råd og ganske rigtigt; Jeg kom gennem et behageligt stille velhaverkvarter og på lange strækninger var der separat cykelsti. Lækkert. Luksus.

Men så hørte det op og jeg spurgte min gps om vejanvisninger. Hun (stemmen er en kvindes) sendte mig tilbage til 66 / 100 og da hun før har haft ret, bl.a. i går, hvor hun fik guided mig på en super sti i mange miles, så stolede jeg på hende. Men hun var ikke sød i dag og jeg kom tilbage på 66 / 100 bare 15 miles længere mod vest, end da Rick havde hjulpet mig ud af det inferno. Jeg var ved at være lidt sulten, klokken var ved at være 13-14 stykker, men jeg syntes ikke, der var sund indbydende mad i syne, så ved McDonalds drejede jeg til højre på 66 / 100 og havde besluttet mig for bare at få overstået de sidste 30 / 40 miles og så kunne jeg spise når jeg nåede frem til motellet.

Ud fra en sidevej med beboelseshuse, en slags parcelhuse, kommer en stor SUV og overholder selvfølgelig sin vigepligt, jeg nikker venligt til manden i bilen og fortsætter frem forbi ham, mens han ruller vinduet ned og vinker. At en eller anden grund holder jeg ind på fortovet og han efterlader sin bil midt på sidevejen og hopper ud og spørger om jeg er Henrik from Denmark.

Skæbnen ville, at han lige et par minutter tidligere, tilfældigvis havde talt i telefon med sin cykelven, Rick, som havde fortalt om, at han, Rick, havde mødt mig 15 miles tættere på St. Louis. Manden i bilen hed Bill og han havde været nødt til at afbryde samtalen med Rick, da Bill skulle i banken og derfor kører han ud fra sit parselhuskvarter og skal holde tilbage for mig.... Hvilket utroligt tilfælde.

Bill ringer selvfølgelig til Rick og fortæller om det utrolige sammentræf. Mens Bill og jeg kigger på en bedre rute for mig, som pudsigt nok igen er første vej på højre hånd, men hvor den ender i et T kryds skal jeg lige siksakke og lidt mere og så til venstre for at komme over Missouirfloden over på en sti, der fører mig til Washington, Missouri, så dukker Rick op. Vi snakker lidt mere og vi udveksler tlf numre, så jeg kan informere dem om min tur. De fortæller at de er medlem af Kristne Cyklister og de mener bestemt det her er guds vilje. Bill spørger om jeg mangler vand eller mad eller penge. Jeg takker dem igen mange gange for deres venlighed og cykler afsted efter deres anvisninger. Jeg har et rimeligt godt billede inde i hovedet af siksakket osv, men et sted er der en lille bro og vejnavnene er næsten ens så jeg stopper og tjekker min gps. Pludselig er Rick bag mig i sin bil og giver mig anvisninger...

Det fortsætter hele den lidt kringlede og dårligt skiltede vej ned til Missouiri; hver gang jeg er i tvivl, er Rick der, han holder ind i nødsporet på hovedvejen og når jeg næsten er fremme ved hans bil, kører han yderligere et par hundrede mete frem og viser mig vej helt op på dæmningen, hvorfra jeg umuligt kan tage fejl.

Jeg er målløs og taknemmelig over den entutiasme og venlige hjælpsomhed, så da han jo er kristen, kan jeg ikke lade være med at sige til ham; "My last name is aktualitet Damm, but thanks to you and Bill, today I feeling blessed" han griner og vi vinker farvel for 5. eller 7. gang den dag og jeg finder med lethed over broen og på den behagelige trafikløse sti, der er en af de mange "Rails to Trails" på nedlagte jernbaner, den vil jeg følge videre i morgen.