Man siger det er lysten, der driver værket , hvis det var den eneste sandhed, så var jeg ikke kommet på cyklen i dag. Vejrudsigten sagde ca 2 grader celsius , stigende til 5 eller 7 op ad dagen. Vinden lige imod mig ca 8 sekundmeter og små byger hele dagen, hvoraf nogle som sne. Det er sgu som at cykle på arbejde en dårlig mandag morgen i januar.

Det blev en kold dag, men det var en god tur at cykle med fokus på bare at gennemføre de ca 40 miless i et landskab, hvor bjergene langsomt blev mindre og mindre og forsvandt bag mig. Jeg fik opmuntrende Snap-chats, tak for dem. Det gav også ro og opmuntring, at vide, at jeg havde booket værelse hvor jeg kunne få varmen igen.

Kort før motellet kørte jeg gennem et område med spisesteder, et hed "Chipotle" og fristede med mexicansk mad, det kunne jeg godt tænke mig . Steak og bønner ville være lækkert. Mens jeg var ved at stille min cykel begyndte en mand at tale om vejret og at jeg måtte have haft en kold tur og hvor bliver varmen af.... Vi faldt i snak om hvor jeg var på vej hen, og da jeg nævnte Route 50 lyste han op. Han var lastbilchauffør og vi talte om den historiske 50'er, der var en af de første transkontinentale veje, til at begynde med bare en grusvej (der blev til mudder når det regnede) og ruten hed dengang Lincoln Highway.

Jeg stod i kø bag ham lastbilchaufføren og på Chipotle går man nærmest som på cafeteria i række og så laver de maden med det samme. Jeg bad om burrito med bønner, kød og guacamole og salsa, det så lækkert ud . Da vi nåede frem til betaling, ville lastbilchaufføren betale for min mad også. Jeg takkede ham og spurgte om jeg så ikke måtte have lov til at købe softdrink til ham, men han afslog, præsenterede sig som Dwaine eller Dweight, tror jeg, vi gav hånd og jeg sagde "Henrik", så ønskede ham mig en god og sikker tur videre vestpå og gik ud i sin bil med sin mad og kørte. 

Den slags gør indtryk, så jeg måtte straks ringe til Trine og fortælle om at sådan er amerikanere også .