Tirsdag D. 26 april. Higginsville til Kansas City, Missouri. 41 miles. Total 1444 miles (ca 2323 km)

En dejlig cykeldag i dag. Det startede køligt (havde været ca 2 grader celcius i nat) men blev meget hurtigt en behagelig temp mellem 17 og 22 celcius midt på dagen og ca 25 i eftermiddag. Vind var der ikke meget af fra skiftende retninger og næsten skyfrit.

Jeg kunne i store træk køre på den gamle Highway 40, der løber parallelt med Interstate Highway 70 stik vest til Kansas City, som ligger lige på grænsen mellem Missouiri og Kansas. Der var ikke meget trafik på den gamle 40 og det bekom mig godt at cykle i fred og ro mens vejen gik op og ned i en uendelighed. Jeg kom gennem Odessa og videre til Bates, hvor jeg ikke kunne stå for den originale slidte charme på landevejscafeen. Morgenmaden på motellet var ikke noget særligt; et bæger syntetisk yoghurt, lidt cornflakes og det var det.. Godt jeg havde gemt halvdelen af min aftensmad (sandwich fra Subway), men ved middagstid i Bates kunne jeg godt trænge til frokost.

Cafeen lå lige ud til den gamle 40 og ligesom vejen, havde cafeen også kendt bedre tider, men en servitricer omkring min alder var meget venlig og imødekommende. Jeg bestilte dagens ret, Catfish m cornbread og en skål bønner. Hun kom med et stort glas vand med isterninger til mig og vi faldt i snak og da hun hørte jeg var på cykel satte hun sig ned ved mit bord og begyndt at give mig anvisninger på den bedste vej videre til Kansas City. Hun fortalte også om andre smukke steder i Missouri hvor hun og hendes mand havde været på motorcykel.

Hun spurgte mig hvilken stat jeg havde syntes bedst om på min rejse og jeg svarede, som sandt er, at det var meget smukt at cykle blandt frosne vandfald og brusende floder i West Virginia og Pennsylvania, men jeg har følt mig bedst tilpas blandt de venlige mennesker i Missouri. Bare de dog ville holde deres hunde i snor eller løbegård..

Jeg har indlogeret mig for 2 nætter her på motellet i Kansas City, så jeg i morgen kan gå til fods over til Hertz og lave en brugbar aftale om billeje fra D. 28/4, så jeg kan komme til Sacramento i Californien (slutningen på Route 50) og så cykle videre derfra til Los Gatos

Kommentarer

28.04.2022 13:55

Svigermor-Kirsten.

Slutspurten på cykel, inden Farfars ankomst til Atlas og hans forældre. Til den tid: kærlige hilsner fra mig.

28.04.2022 13:51

Svigermor-Kirsten.

Kære Henrik. Hurra! Hvor er jeg glad for, du nu lejer bil efter alle de cykel- og hundestrabadser. Godt, du kommer nemt til Californien og kan nyde Rocky Mountains med al skønheden: bjerge! Gensyn?

27.04.2022 14:45

Ejvind og også for Ritha

God biltur i morgen.

27.04.2022 06:23

Hanne Villadsen

Kære Henrik dejlig morgenlæsning ned en opturs dag knus Hanne og Ege