Så oprandt den store dag hvor jeg fløj til Washington. 

Tirsdag D. 15/3 var der afskedsmiddag hos Anna i Kbh sammen med Amalie & Nikolai og Jonas & Danielle. Trine og jeg overnattede på badehotellet i Dragør, så vi 16/3 var klar til at køre til Kastrup lufthavn ret tidligt. Godt vi havde god tid, for det var lidt omstændigt at tjekke cyklen ind, men efter jeg havde afmonteret pedalerne gik det.

Vel ankommet i Dulles int. AirPort tog jeg mig god tid til at sætte styret tilbage til normal og fjerne det pap der havde beskyttet under transporten og så kunne jeg gå gennem tolden, troede jeg. Det viste sig at pas og toldkontrol var et og det samme, så da jeg henvendte mig til to mænd i uniform for at komme ud af lufthavnen, var de ikke interesserede i at tjekke noget som helst. De sagde noget, der vist var ment som en venlig joke, men deres udtale var anderledes end jeg var vandt til, så jeg forstod kun dele af hvad de sagde... Men venlige det var de trods uniform.. en venlighed jeg ikke så ofte tidligere har oplevet fra uniformeret personel i USA....

Jeg prejede en taxi og efter at chaufføren og jeg havde lagt bagsædet ned i den mellemstore Toyota hybrid-SUV blev jeg kørt til Jonas' adresse i downtown DC. chaufføren var oprindeligt fra Ethiopien og havde boet i USA siden 2006(?) eller 2008(?) jeg forstod ikke alt han sagde, men vi snakkede hyggeligt om trafikken og engelsk Premier leage fodbold og hans 6 måneder gamle søn, mens vi kørte den ret lange vej fra lufthavnen  ind til Swann street i downtown.

jeg blev godt modtaget af en af min søn Jonas' bofæller, en charmerende fyr ved navn Karen (?) og lidt efter mødte jeg en af de andre beboere i huset, hun præsentere sig også som Karen... .?? Senere mødte jeg en tredie beboer, der hed Allison. Området Jonas bor i overraskede mig positivt. For det første var det sommer-lunt og jeg kunne gå på restaurant i skjorteærmer og spise på fortovsrestaurant, for det andet var der en afslappet atmosfære på gaden, rolig hensynsfuldhed trafik, smilende venlige mennesker, en duft at forskellige nationaliteters madkultur tilsat den krydrede duft af marihuanna hist og her.  Jeg havde forventet en jakkesæt-administrations-kultur så det var positivt overraskende at møde Et mere bohemeagtigt miljø.  Et gadeliv a la det positive fra Frankrig-Italien-Spanien-Mexico bare uden al larmen... Efter en god mexicansk middag var det høje tid til at sove efter min vågentid nærmede sig 24 timer. 

Jeg var betænkelig ved om min søvnapnø-maskine ville virke, men Jonas havde beroliget mig ved at sige at hans PlayStation virkede fint på 110 volt, og selvfølgelig havde han ret, cpap-maskinen virkede fint. Godnat og sov godt.