I går sad jeg og planlagde den bedst mulige vej til Highway 50, "bedst mulige"... et gummiudtryk, der skulle kunne rumme at vejen ikke måtte bestå af for store omveje eller for mange bjerge.

Jeg smurte min cykelkæde ekstra godt her til morgen, for at afværge de værste følger af de mange miles på grus og sand, mens jeg sendte Jan cykelsmed en venlig tanke. Han har gjort et godt stykke arbejde med at finde den helt rigtige cykel til mig og det jeg har udsat den for indtil nu. Den har kunnet klare de ufatteligt mange bump på grusstierne og fortovene herovre. Den har passet i gearingen og i fælles samklang, har han sat sadlen en anelse lavt, så jeg nemt kan nå jorden i paniksituationer og det har givet mig en god følelse af sikkerhed at kunne nå jorden lige med det samme jeg stopper. Det giver mig en stor tryghed, at vide at Jan har lagt kræfter i at finde en allround kvalitetscykel til mig og at han har gjort sig umage med at lave gode løsninger ifht ekstraudstyr, såsom super praktisk styrtaske og bagagebærere, det kan jeg nu mærke er noget, der betyder utroligt meget på en ultra lang tur; udstyret skal være i god kvalitet, gennemtænkt og virke, hver dag. Så har turen bedre mulighed for at Lykkes. Tak til Jan.

I morges ventede jeg til den værste nattefrost var aftaget og så afsted hen over bjerget. Jeg kan ikke huske om Maps skrev 340 fod opad og 450 ned eller omvendt inden jeg var ved Highway 50 omkring Bridgeville. Men det var vanvittigt stejt på forholdsvis smalle veje, hvor jeg måtte skifte side af og til, fordi der ikke var plads til at være cyklist. Jeg var nødt til at trække mange gange op ad bakke, helst i venstre side, så jeg kunne gå ude i græsset / grøften og have cyklens hjul på den hvide stribe og af og til stå og vente til der var hul i trafikken til at ase yderlige 50 meter op ad bjerget. Men der var steder hvor jeg følte det bekymrende, selvom a merikanerne generelt kører hensynsfuldt, vi smiler og vinker til hinanden.. MEN der skal altså være pladsen på vejen til at både jeg og de kan vise hensyn, ellers kan det godt føles utrygt for en dansk cyklist, og så er der enkelte bilister, der bliver utålmodige / overraskede / forskrækkede over, at der er en cyklist i siden af vejen og tror det hjælper at dytte ad mig.... Det tror jeg nu ikke hjælper ret meget, men så får de da afløb..

Endelig, ENDELIG nåede jeg Highway 50, som jeg i princippet "bare" skal følge vest, og så ender jeg i Sacramento tæt på San Francisco og Los Gatos.... Easy... Eller hvad..?

Highway 50, her i Bridgesville, er en malstrøm af køretøjer og det blander jeg mig gerne i, HVIS der er plads til mig i højre side, det de kalder vejens "shoulder".. Men det er der ikke altid. Jeg oplevede at trække cyklen i bedet foran et plejehjem fordi der ikke var plads på vejen til mig, cykle på fortovet, derefter ind omkring supermarkeders og fast food restauranters område, for til sidst at rende panden mod en mur; Highway 50 blev til en frådende strøm af biler og et elværk beslaglagde al pladsen til højre for kørebanen. Jeg kunne umuligt komme videre på en nogenlunde sikker måde... Hvad skulle jeg så gøre..?

Jeg brugte Maps og fandt en omvej, lidt tilbage og så på små veje og vip's var jeg udenom det trange område med supermarkederne og elværket helt ud til kørebanen.... Troede jeg.

Jeg sled mig vej frem til Bridgesville ad bagveje og over floden, mens jeg lærte et par meget tidskrævende ting omkring amerikanernes lyskryds. Ved hovedveje er der ofte kun 3 fodgængerovergange ud af de 4 vi har i DK. Man skal trykke på en knap og vente længe på grønt. Hvis jeg fx skal lige ud, er det ofte  sikrere, og eneste mulighed, at stige af og trykke for grønt til at krydse den vej jeg kom fra. Vente på det modsatte hjørne. Trykke og vente på grønt, så jeg kan komme over på det hjørne, der er diagonalt overfor mit startsted, læg så dertil at timingen ikke altid er optimal ifht trafik og tidspunkt jeg trykker på (og der er steder hvor det slet ikke virker at trykke på knappen ...) til sidst trykker jeg på fodgænger knappen og er således i stand til at trække til sidste hjørne i krydset, lige overfor hvor jeg startede. I Danmark ville jeg køre frem til det hjørne og videre frem ad vejen ved grønt lys, men her virker det anderledes, når bilerne visse steder må køre til højre for rødt lyst. Så for at jeg kunne føle mig sikker, når der som her er meget trafik, kan det tage adskillige minutter at komme 20 meter gennem et lyskryds.

Her i Bridgesville bliver Highway 50 så til noget der minder om en motorvej og jeg blev stoppet af et skilt, "Only motor Vehicles".... Hov & Øh & Øv... Det var frustrerende og stred imod de (synes jeg) grundige forberedelser jeg havde gjort hjemmefra....Det ærgrede mig og udfordrede mig og jeg overvejede flere muligheder; Jeg kunne sætte mig ned og græde af ærgelse og smide cyklen i floden og tage en taxa til lufthavnen og flyve til Californien... Fuck det der cykelpis...  Det er jo fandme kun op ad bakke .. Tanken strejfede mig... Det gjorde den...

ELLER jeg kunne prøve at løse denne udfordring....

Jeg vælger at anskue denne udfordring ligesom en gåde eller en Kryds & Tværs, der skal løses, ikke på på tid, men løses...

Så jeg fandt det nærmeste hotel og har indlogeret mig. Jeg har opdateret google Earth  og vil nu prøve at finde en rute videre mod vest, en rute, som det kan lade sig gøre at cykle på..... Og så finde ud af hvor Highway 50 bliver så øde, så jeg kan fortsætte med min oprindelige plan og cykle på Highway 50 West...Så langt som muligt på de resterende 45 dage mod Californien.