Nu er Mazdaen og jeg ved at blive dus med hinanden og jeg har vænnet mig til den amerikanske trafik kultur som billist. Jeg tjekkede ud så hurtigt som muligt fra det dubiøse motel og kørte videre på Highway 50 West. Ret hurtigt kom jeg op i bjergene, stigningerne var ikke så voldsomme til at begynde med, men lange. Det er meget lang tid siden jeg har kørt på så smuk en vej.

Den snoede sig ind mellem bjergene og fulgte en lille flod. Jeg måtte bare holde ind og tage et par billeder. der faldt jeg i snak med en ung mand der skulle til at fiske. Vi snakkede lidt om ørreder og fluefiskeri inden han spurgte om jeg var fra Holland. Det tog jeg som en kompliment og følte mig endnu gladere for min orange skjorte. Jeg sagde det var meget tæt på, men jeg er fra Danmark. Det vidste han godt hvad var for han havde været i København adskillige gange og lave itløsninger for Novo Nordisk. Det er da et pudsigt tilfælde.

Jeg kørte gennem et område jeg bedst kan karrakterisere som at køre gennem Grand Canyon. Det var smukt, det var storslået, til tider åbne sletter andre gange lodrette klippevægge i smalle kløfter, hvor der kun lige er plads til en vej. Og så op på toppen af et sneklædt bjerg, Mount Monarch, med en fantastisk udsigt. Og så var der endnu mere i godteposen; ned til en meget stor bjergsø hvor man i de omkringliggende bjerge kunne se erosionen og de forskellige lag gennem millioner af år. Det er noget der rører en halvgammel geografilærers hjerte.

På kortet over 50erens rute havde jeg lagt mærke til en lille nationalpark, Gunnison Gorge National Park, den havde jeg sat mig for at opleve. Godt jeg var i bil på dette stykke for man skulle dreje af 50eren og så 7 miles op ad bjerget på cerpentinerveje, hvor der INGEN autoværn var .. Kun frit fald hvis man kom for langt ud. Vel oppe kunne jeg gå ud i Black Canyon, en ikke ret stor dal, vel ikke meget mere end 2 til 4 kilometer lang og ca 500 meter bred og så et par hundrede meter lodret fald fra toppen og ned til floden i dalen. Men på en eller anden måde kunne jeg rumme det. Grand Canyon er så gigantisk stor at man aldrig bliver færdig med den, mens Black Canyon på en eller anden måde var mere spiselig, ligesom et digt kontra et trebindsværk. En lille overset perle blandt amerikanske nationalparker.

I morgen vil jeg køre tidligt videre mod Bryce National Park, men jeg har opsnuset at der måske er en lille perle mere. San Rafael Reef...