Torsdag D. 14 april Bedford til Washington, Indiana. 46 miles. Total 916

Da jeg i går var i Wal-Mart, snakkede jeg med kassedamen om bl.a. Vejret og hun sagde at der ville komme en storm ind over Bedford senere.

Det skal jeg den ondelyneme love for der gjorde. Torden og voldsom regn med voldsom blæst fra forskellige retninger tilsyneladende.. Jeg fik et varsel pr SMS om tornado. Så kan jeg bedre forstå det kom så pludseligt og var så voldsomt. Jeg faldt i snak med nogen i byen Montgommery i dag på turen og de mente at vide at præcis Bedford havde været epicenter (hvis man kan sige sådan om en tornado?). Godt jeg ikke lå i telt.

På turen i dag var der flere steder hvor vejen var oversvømmet, mon ikke der er en sammenhæng med det voldsomme regnvejr i går ? Jeg nyder at kigge på de ikoniske bygninger jeg kører forbi; de karakteristiske vandtårne, lader i hollandsk inspireret stil "Dutch barn" og så er der begyndt at komme de karakteristiske overdækkede broer, ligesom i "Broerne i Madison County".

Jeg var overrasket over at møde Amish i hestevogn helt hernede i sydvest Indiana, jeg mødte et par stykker tidligere på turen oppe/ovre omkring Pennsylvania og Ohio. I dag var det en ung gut på ca 25 / 30 år med en moderne hue på, vi hilste pænt på hinanden med et vink og da jeg købte en kop kaffe i en isbar (for så kunne jeg tillade mig at benytte deres toilet) kom en mor med kyse og lang kjole ind, men til min overraskelse var hun og hendes 4 børn var kørende i en Toyota med nummerplader fra Washington (altså delstaten i NW), det kan sekten åbenbart godt rumme.

Kommentarer

15.04.2022 12:00

Henrik

Traditionen med at overdække broerne har mindst 2 formål, dels at skærme selve broens konstruktion (de første fra ca 1820 var i træ) dels for at skærme de rejsende mod vejret. Kh Henrik

15.04.2022 09:29

Ejvind og også for Ritha

Det var da godt at tornadoen ikke tog dig, flot video hvor stod du da det bragede løs. Hvorfor er broer mon overdækket ? Mange dejlige ting du oplever, herligt at høre om, Tak.