Endelig krydsede jeg Mississippi floden, der traditionelt danner grænsen mellem øst og midtvest, Sammen med floderne Missouri og Ohio danner Mississippi det største flodsystem i USA. I 1763 dannede floden grænse mellen de engelske territorier øst for floden og de spanske vest for.

Jeg har længe ønsket mig se den enorme bue, Gateway Arch, som man byggede i 1965 som symbol på gæstfrihed og porten til vest, et monument over købet af hele Louisiana territoriet fra Napoleon i 1805. I dag så jeg den 192 m høje bue og jeg må sige, at i mine øjne er den smuk.

Det var super spændende at cykle rundt i området omkring floden hvor der var meget gammel tung industri, både aktivt og uddødt. Gamle murstensbygninger og jernkonstruktioner, sine steder små åndehuller med spændende kunst og legepladser.

Og så var der held i uheld.... Jeg kunne have sparket mig selv bagi da det skete. Jeg havde godt bemærket at bagagebæreren bagpå gav lidt efter i morges da jeg skulle have cyklen ud af motellet, men jeg åbnede motellets yderdør op lige ved siden af en ung kvinde, der sad udenfor og røg. Hun blev forskrækket og væltede sin kaffe. Så skulle jeg jo lige snakke med hende om hun var ok og så fik jeg fæ ikke tjekket bagagebæreren.

Jeg var på vej gennem St. Louis bydelen Grove på vej til motellet og lige som jeg kører over hullet asfalt og er lige præcis kommet over det ret store lyskryds på nær en halv meters penge, så lyder der en voldsom lyd og cyklen stopper på stedet. Bagagebærer med de bagerste cykeltasker og sportstasken er blevet rystet løs og falder bagover ned på asfalten og bremser mig. Et kæmpe held det ikke skete midt ude i krydset. Et endnu større held det ikke skete på vej ned ad en bakke med høj fart. Det ER åbenbart rigtigt, at heldet er med os tossede.

Jeg var bagefter lidt overrasket over min egen reaktion; først bruge et sekund eller to på at finde ud af hvad pokker der er sket. Vippe bagagebæreren op på plads med cykeltaskerne på (der var lige tid til endnu en gang at sende kærlige og taknemmelige tanker til mine børn, svigerbørn og Trine, der gav mig Ortlieb kvali-cykeltasker i julegave) så bjærge det hele op på fortorvet. Heldigvis var der lige netop en elboks jeg kunne læne cyklen op ad og i ro afmontere tasker og stille dem i sikkerhed. Få overblik over, hvad der var sket, og så reparere og sætte det hele sammen igen, så jeg kunne cykle videre. Jeg var bagefter overrasket over at jeg ikke blev forskrækket eller bange eller stresset eller ked eller ærgerlig, men bare løste problemet.

Tak til den indre Zen, den virker sgu når den skal.

Vel ankommet på motellet har jeg gået hver evig eneste bolt og skrue efter (som jeg burde have gjort i morges) og det viser sig, at jeg har mistet en bolt nederst ved bagagebæreren. Jeg har ikke nogen reserve, så nu vil jeg gå ud til vejen og se om ikke der skulle ligge et stykke ståltråd eller et søm eller noget andet jeg kan montere som nødløsning indtil jeg kan skaffe en ny bolt i den rette dimension (hvis det da er muligt herovre, hvor de jo regner i tommer....)